Om kalenderens historie og dateringer

Om kalenderens historie og dateringer.

Af Svend-Erik Christiansen
Artiklen var trykt i Slægt & Data 3/94.

I en fjern fortid er mennesket begyndt at interessere sig for årets gang og har forsøgt at lave forskellige former for kalendere. Flere oldtidsminder tyder på, at man har fulgt årets cyklus lang tid før, vi har de ældste skriftlige vidnesbyrd herom.

Den gamle romerske kalender.
Fra Romerrigets tid har vi skriftlige efterretninger om en meget "besværlig" kalender, der af flere omgange blev ændret. Den ældste udgave havde 10 måneder og en årslængde på 304 dage, som dog snart måtte justeres for at opnå en fornuftig årslængde. Efter forskellige ændringer nåede man frem til en årslængde på 355 dage, som hvert andet år skulle have en en ekstra skudmåned på 22 dage og hvert fjerde år en skudmåned på 23 dage. Dette gav et gennemsnitsår på 366 1/4 dage, og selv om man på et tidspunkt valgte at ændre hvert ottende år fra de 355 + 23 dage til kun 371 dage, kom kalenderen efterhånden mere og mere ud af trit med årstiderne.

Den julianske kalender.
Efter en række astronomiske beregninger fandt man med tiden frem til, at et solår måtte være på 365 1/4 dag, og under den berømte romerske kejser Julius Cæsar indførtes i år 47 f. Kristi fødsel en kalender, som havde en årsl‘ngde på 365 dage og et skudår hvert fjerde år med 366 dage; denne kalender opfyldte det beregnede årsgennemsnit. For at komme i takt med årets gang blev man året før nødt til at udvide med ekstra måneder og dage, og året blev på ikke mindre end 455 dage.

Den nye kalender blev som nævnt indført i år 47 f. Kristi fødsel, og kaldes efter kejseren for "Den julianske kalender"; i kalenderværker betegnes den ofte "gammel stil". Denne kalender blev i uændret form benyttet i mange hundrede år op til omkring middelalderens slutning. Her blev det mere og mere klart, at den faktisk ikke helt ramte solårets længde.

Med moderne udstyr kan vi idag beregne et solår til 365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 46,08 sekunder (365,2422... dage). Som en følge heraf var den benyttede kalender ved år 1500 e. Kr. efterhånden blevet ca. 10 dage forkert.

Den gregorianske kalender.
Under pave Gregorius XIII besluttedes det i år 1582 at foretage en ændring af kalenderen, så der ikke altid var skudår hvert 4. år, for dermed at opnå et gennemsnitsår på knap 365 1/4 dag. Det besluttedes at udelukke som skudår de hele århundreder, hvor 400 ikke går op, d.v.s. år 1700, 1800, 1900, 2100, 2200 o.s.v. men ikke årstal som f.eks. 2000, 2400. Denne detalje er måske lidt overraskende for mange i dag. Med denne justering blev den gennemsnitlige årslængde meget tæt på den virkelige længde, og det vil kun give en dags forskydning pr. 3571 år.
Denne lille fejlmargin skulle ikke gøre det nødvendigt at ændre på kalenderen de første mange år. Med mellemrum sker der ganske vist små sekundjusteringer, men det har vist ingen betydning i vores slægtsforskningssammenhæng.

Den nyindførte kalender kaldes efter ovennævnte pave for "Den gregorianske kalender" og betegnes også "ny stil". Den gregorianske kalender blev ikke indført samtidig i alle lande. I flere nordeuropæiske lande havde man nemlig vendt sig mod den katolske kirke og paven (i Danmark ved reformationen i 1536), og lod sig derfor ikke sådan påvirke af nye udspil derfra. I Danmark var det først år 1700, at vi skiftede fra den julianske kalender og til den gregorianske kalender, og justeringen blev foretaget med det samme, idet vi i dette år gik direkte fra søndag den 18. februar til mandag den 1. marts. Denne kalender benytter vi stadig i Danmark.

Groft sagt skiftede de katolske lande/områder kalender i årene 1582-84, mens de protestantiske lande/områder først skiftede år 1700 (1752-53). Ved indeværende århundredes begyndelse benyttede Grækenland og Rusland stadig den gamle julianske kalender, der nu var ca. 12 dage bagefter. Det forklarer også, hvorfor den russiske "oktober-revolution" i 1917, foregik i november, men det er en helt anden historie. Som en lille pudsighed skal det lige nævnes, at vores naboland Sverige i år 1700 valgte en mere langtrukken løsning, som bl.a. betød, at februar måned i 1712 måtte udvides til 30 dage; altså hverken 28 eller 29 dage.

Evighedskalendere og "besværlige" dateringer.
Det er let at huske, at vi i Danmark skiftede kalender fra gammel til ny stil i år 1700, men set med nutidige øjne er der imidlertid en anden og meget mere besværlig ting ved dateringerne i vore slægtshistoriske kilder, nemlig når datoerne er anført i forhold til de bevægelige helligdage. Lettere bliver det ikke, hvis der samtidig dateres i forhold til kirkeåret.

Bevægelige helligdage
Kirkeåret er lidt flyttet i forhold til vores nutidige kalenderår og løber fra Advent til Advent. Det betyder f.eks. at 2. søndag i Advent i 1790, faktisk er i december i kalenderåret 1789.

I perioder indtil omkring år 1800 har præster og andre med tilknytning til kirken ofte valgt at datere begivenheder i forhold til bl.a. de bevægelige helligdage (f.eks. Advent, Hellig 3 Konger, Påsken, Pinsen, Trinitatis). I denne sammenhæng har Påskens placering i det aktuelle år en central betydning, idet den er styrende for alle de øvriges placering. som slægtsforsker vil man uundgåeligt støde på denne dateringsmåde på et eller andet tidspunkt i kirkebøgerne. I nogle tilfælde kan man være heldig, at der både er angivet en kirkelig dato og en "almindelig" dato, men som oftest bliver man nødsaget til at foretage opslag i en evighedskalender, hvis man vil opløse datoen i noget nutidigt.

Påsken er defineret til at falde på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, og såfremt fuldmånen falder på en søndag skal påsken først komme søndagen efter. Det tidligste påsken kan indtræffe er 22. marts og den seneste dato er 25. april. Påsken kan altså svinge op til 35 dage fra år til år, og med udgangspunkt 35 forskellige kalendere er det faktisk muligt at d‘kke alle årstal og finde de rigtige datoer.

Med disse 35 kalendere er det relativt let at opklare, hvornår f.eks. 19. søndag efter Trinitatis i 1758 er. Det er imidlertid almindeligt, at datoerne bliver skrevet med latinske ord (også selv om resten at teksten er på dansk), og så vil nævnte dato blive skrevet som noget i retning af "Dom. 19 post Trinit. 1758", hvor Dom. er en forkortelse for Dominica (=søndag). Adskillige af årets søndage har latinske navne. Det vil føre for langt, at komme nærmere ind på det i denne sammenhæng.

Selv om vi i Danmark har ændret kalender et par gange siden den gamle 10- måneders romerske kalender fra Romerrigets ældste periode var gældende for mere end 2000 år siden, så er mange af månedernes navne bibeholdt. Månedsnavne som Martius, Aprilis, Maius, Junius, September, October, November og December bruger vi stadig. For de sidste fire nævnte måneders vedkommende indgår det oprindelige måneds-nummer i navnet. F.eks. var October den 8. måned var, og December den 10. måned ("octo" er på latin noget med 8, og "decem" er noget med 10). I vores 12-måneders år er disse navne derfor lidt misvisende givet til henholdsvis den 10. og 12. måned.

Bauers Kalender
Den mest brugte evighedskalender blandt slægtsforskere er utvivlsomt R.W. Bauers bog "Calender for Aarene fra 601 til 2200 efter Christi Fødsel", og den skulle årstalsmæssigt være tilstrækkelig for de fleste af os. Bogen indeholder bl.a. de nødvendige 35 kalendere med tilhørende årstalsindgang samt en mere end 40 sider lang alfabetisk fortegnelse med "oversættelse" over fest- og helligdages navne, også indeholdende de latinske betegnelser. Det er sjældent, at man med denne fortegnelse må give fortabt. R.W Bauer var underdirektør ved Orlogsværftet i København, og bogen blev første gang udgivet i 1868. Den er siden udkommet i adskillige fotografiske genoptrykt; senest i 1993 på foranledning af Dansk historisk Fællesråd. Bogen er også tilgængelig på de større biblioteker under 90.81.

Sidst opdateret 20 maj 2004

Skriv bare løs !